longer.blue

Hmmm ... Bluesky har en begrænsning på 300 tegn. Det er som sådan meget godt, MEEEEN ... hvis vi nu alle også er smuttet fra Facebook hvor vi har skrevet længere tekster, så er denne begrænsning pludselig lidt en ommer. Jeg tester derfor noget jeg har fundet på Reddit, nemlig "longer.blue". Om det virker, hvordan det virker ... i dont know :-), men det vil jeg jo se. Jeg har kopieret lidt af starten af bogen jeg har været i gang med at skrive de sidste 20 år (og nej den bliver nok aldrig færdig). Men vær OBS at teksten er oversat via google translate fordi jeg plejer at skrive på tysk. Nå men her kommer så et uddrag: hvor skal jeg starte Fødsel ... fødslen er altid god ... det er der den starter ... nå ja, den starter tidligere men jeg var der ikke, så jeg kan ikke sige noget. Den dag i dag ved jeg ikke engang, om jeg er et ønskebarn, eller om "det bare er sket". Ikke at det betyder noget, men det kunne have fået mig til at føle mig mere tryg ved at vide, at jeg var et ønskebarn. Men jeg har en tendens til ikke at tro på det. Som min bror og min mor fortæller det, var det dengang bare sådan, manden fik lov til at være, når han ville. Og kvinden fra dengang havde nok ikke så meget at sige. Så lad os starte med fødslen: 29/5/1971 - 16:04 Min mor skriger af smerte, fordi jeg var for stor og for tung og ville absolut ikke ud (jeg vidste nok allerede hvorfor dengang). Hun havde i alt 6 børn (2 var dødfødte), og jeg var det sidste barn. alle drenge Efter et par barndomsår - to for at være præcis - havde jeg pludselig ingen "forældre" til at tage sig af mig længere. Der var "kun" min mor tilbage. "Kun" er godt. Først meget senere indså jeg, at hun virkelig prøvede alt som enlig kvinde for at opdrage 4 børn. Flere job, ringe eller ingen støtte fra staten og så 4 drenge. Nogle gange, når jeg tænker over det, beundrer jeg denne kvinde. På trods af alle hendes særheder og mangler lykkedes det hende at opdrage sine sønner. Det blev først klart for mig med tiden, at mange ting måtte falde af vejen. Det var virkelig ikke nemt for hende i livet og jeg vil bestemt ikke bytte plads med hende i dag, men som barn genkender man ikke sådan noget. Det tog lang tid for min mor og jeg at snakke om tingene. Det var da, jeg begyndte at forstå en masse ting. Min biologiske far havde sagt, at han ikke længere behøvede at have denne verden og valgte en anden vej. Da jeg var omkring 13 eller 14, fandt jeg ved et uheld nogle avisudklip, som min mor havde gemt. Det var ikke rigtig en tilfældighed. Jeg var en stor bekymring for min mor på det tidspunkt. Jeg ransagede hendes skabe, mens hun var i det næste værelse, ledte efter og stjal alt, der var værdifuldt for mig osv. I løbet af sådan en "søgningsoperation" fandt jeg så avisudklip. Det viste sig, at min far stod i et vejkryds, overhældte sig selv med benzin og satte ild til sig selv. Jeg ved ikke, hvorfor han gjorde det. Men når jeg ser på min familie, tror jeg, det var depression. Alle i min familie, som jeg kender, lider i en eller anden grad af depression. Også mig. Nogle gange så stærk, at jeg gerne vil følge min fars eksempel. Det gør ofte så ondt at være i live. Hver anfald af depression, hver fiasko, enhver misforståelse, uanset hvor lille den er, udarter sig altid til en moderat katastrofe, som jeg bliver ved med at tænke på nye måder til smertefri død. Nogle gange har jeg bare korte øjeblikke, hvor jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre, og nogle gange måneder med uendelige dødsønsker. Og så tænker jeg altid på de mennesker, jeg allerede har mistet. Mennesker, der var tæt på mig, som var vigtige for mig. Jeg vil da gerne følge deres eksempel. Hvis bare jeg havde lidt mere mod. modet til at stole på mig Det er lige meget, om det er mine dødsønsker eller mit livs håb. Jeg har gået fortvivlet igennem mit liv, bare lod det ske. Nå... der var børnehaven, som jeg altid flygtede fra, skolen, der ikke var så fantastisk, men som stadig var ret sej... Sjovt.